Stadsretter

Retsopfattelse og retspraksis i middelalderen
- med særlig henblik på en række syd- og sønderjyske stadsretter

1. Indledning

Højmiddelalderen var en periode, hvor de mundtlige og edssvorne bestemmelser og traditioner til at begynde med suppleredes, senere hen erstattedes af skriftlige love og bestemmelser. Nogle af disse love, nærmere betegnet stadsretterne, skal i dette essay tjene som illustration for de forandringer i retsopfattelse og -praksis, der skete i middelalderen.

Disse forandringer i retssystemet havde forskellige årsager: dels ønskede kongemagten at blive en mere samlet styrende og administrerende enhed, dels blev det mere populært - ikke alene for gejstlige men også for verdslige embedsmænd - at søge uddannelse ved europæiske universiteter, primært i Paris. Herigennem kom europæiske tænkeres teorier om bl.a. jura til det danske rige. Endelig fik den kanoniske ret og pavens forordninger indflydelse på det retslige liv i Danmark.

Mens landskabs- og andre love i det følgende kun kort bliver omtalt, er det by- eller stadsretten, der har essayets egentlige interesse. Inden for disse tekster er essayet begrænset til stadsretter fra syd- og sønderjyske byer, mens der kun lejlighedsvis sammenlignes med forhold i det øvrige danske rige eller Europa. Den middelalderlige byret er oftest overleveret som brev (eller afskrift heraf) fra kongen rettet mod byens borgere. I teksten gives borgerne typisk nogle rettigheder, men der opstilledes også love og adfærdsregler. Tit var også straffemålet udformet i tilfælde af overtrædelse af de enkelte paragraffer (sanctio). Stadsretterne, der indgår i denne opgave er Ribe ret fra 1269, stadsretten for Horsens, 1317, og Aabenraa Skrå stadfæstet i 1335. Mens disse stadsretter altså stammer fra perioden mellem det 13. og 14. århundrede, vil essayets nedre tidsafgrænsning gå tilbage til omkring år 1100.

2. Baggrund

2.1. Ideologi

Kirkefesten i Ringsted i 1170 var i forbindelse med skiftet fra et valgkongedømme til et arvekongedømme de facto en skelsættende begivenhed. Med helgenkåringen af Knud legitimerede kongedynastiet sin magt som noget gudgivent, hvilket svarede til en tendens, som man kunne iagttage over hele Europa. Det teoretiske grundlag for denne opfattelse finder man bl.a. hos Thomas Aquinas (d. 1274) og John af Salisbury (d. 1180). Begge forfattere var under indflydelse af Augustin og den Gregorianske reform, så det overrasker ikke, at kirken i deres skrifter indtager den højeste plads i hierarkiet.

Thomas Aquinas fremførte, at når mange skal regere, kan de ikke enes og at det derfor er bedst når én mand styrer fremfor for en pluralitet. Han hentede argumenter i såvel naturen (én dronning i en bikube) som i bibelen. (Der er kun én Gud.) Thomas Aquinas var også meget opmærksom på risikoen for tyranni. Det måtte imødegås ved at begrænse kongens magt, men at gøre oprør og afsætte eller dræbe en tyrannisk konge, argumenterede han imod med henvisning til evangelierne. Hvis intet menneskeligt tiltag kan gøre op med en ondskabsfuld tyran, må man ty til Gud som hjælper i trængslerne.

En lignende opfattelse finder man hos John af Salisbury, hvor man bl.a. også møder to andre principper, der flittigt blev debatteret i både den europæiske og den danske middelalder. Det drejer sig om hvorvidt fyrsten er hævet over loven, og hvad fyrstens position er i forhold til de kirkelige ledere. Dilemmaet lå i at kongemagten, som i Guds tjeneste bød og forbød under trussel af straf, som logisk konsekvens var hævet over loven. Men netop dette stred mod det middelalderlige hovedprincip i statsretten, hvorefter kongen skulle følge loven.

Dette princip galt da også som udgangspunkt i Danmark, selvom Valdemarerne siden Ringsted-festen i både talrige arenga- og sanctio-tekster ræsonnerede med et af Gud forlenet kongedømme.

2.2. Politik

Nok havde kongemagten store ambitioner med og viljen til at opbygge et absolutistisk styre. Men disse bestræbelser mødte naturligvis modstand; dels fra adelen, dels fra kirken. Eksempler på kampen mellem kirke og kongemagten findes der mange af: ærkebiskop Eskils (d. 1182) strid med Valdemar I eller ærkebiskop Jacob Erlandsens (d. 1274) utrættelige bestræbelser på at hæve kirkemagten over kongens illustrerer på bedste manér denne konflikt. Imidlertid berørte stridighederne med kirken sjældent lovgivningen i byerne.

Mens bylovene således altså normalt ikke afspejlede stridighederne mellem kirke og konge, kan man i visse tilfælde aflæse uenigheder mellem adelen og kongen og/eller mellem befolkningen og byens ejer i bylovene.

Retsvæsenet er ved siden en række andre faktorer både forudsætning og kendetegn for middelalderbyen. Netop derfor er det naturligvis oplagt, kort at belyse bydannelsen i middelalderen. Fra 1100-tallet og frem opstod mange byer, i alt kender man i Danmark til 114 byddannelser i middelalderen. Byerne opstod enten på grundlag af handelsstæder fra vikingetiden, som f.eks. Ribe eller Hedeby/Slesvig, eller de blev dannet helt fra grunden. Årsagen til disse bydannelser har forskerne forsøgt at forklare på forskellig vis. Nogle teorier nævner som årsag en befolkningstilvækst enten på grund af et mildt klima i 1100-tallet og/eller indførelsen af hjulploven med muldfjæl. Andre forskere ser snarere den øgede agrarproduktion som en tvingende nødvendighed for befolkningstilvæksten end som en årsag hertil. Og endnu en gruppe søger forklaringen i overgangen fra den selvforsynende husholdning til den håndværksmæssige specialisering i 1000- og 1100-tallet.

Uanset hvilken forklaringsmodel man benytter, er det dog en kendsgerning at bydannelserne har medført både politiske og samfundsmæssige forandringer. Ikke få byer blev grundlagt på jord, der ejedes af kongen. Således var kongen byernes beskytter og kunne til gengæld opkræve skat. Netop af denne grund var kongen også interesseret i at udvikle byerne til købstæder og han forsynede dem med privilegier, der gav byerne monopol på den lokale handel. De omliggende bønder blev herigennem tvunget til lade handelen foregå over byens torv. Den øgede handel dannede atter grundlag for udbredelsen af en lang række håndværksgrene, som f.eks. skibstømrer, bødkere og pottemagere.

2.3. Retshistorisk oprids

En retshistorisk gennemgang kan på disse få sider ikke blive andet end ufuldstændig. Det kan imidlertid stadig være nyttigt, at fremlægge nogle punkter fra den udvikling, der gik forud for stadsretterne.

Fra germansk tid op til vikingetiden brugte man i Danmark sædvaneretten. Lovgivningsmagten lå oprindeligt hos landstingene. På disse tinge svor man eder, forhandlede sager og lyste fred eller skøder. Konkrete forhold er dog stort set ukendte, da hverken love eller domme blev nedskrevet. Kongens indflydelse på lovgivningen kan spores tilbage til Knud d. Hellige (d. 1086), men kongens indflydelse voksede først for alvor under Knud VI (omkr. 1200).

Under kongemagtens indflydelse blev landskabsretterne til. For nærværende essays geografiske afgrænsning er det naturligvis Jyske Lov, der har hovedinteressen. Ifølge Jørgensen er Jyske Lov en officiel lovsamling, som fortrængte de gamle retsbøger, der ofte blot var mere eller mindre officielle beretninger. Jyske Lov blev iværksat af Valdemar Sejr (d. 1241). Der er fra forskellige side blevet overvejet, hvorvidt Valdemar Sejrs intention med Jyske Lov har været at holde sammen på Sønder- og Nørrejylland, set i lyset af, at hans søn Abel, gennem dennes ægteskab med den holstenske Mechtilde, rent faktisk arbejdede imod danske interesser.

Jyske Lov markerede også et vendepunkt idet den var givet af kongen og godkendt af landet, mens det fra gammel tid var landstingene, som affattede lovene, der blev forelagt kongen til godkendelse. Jørgensen m.fl. mener, at Jyske Lov er skrevet under indflydelse af Biskop Gunnar fra Viborg (d. 1251). Under alle omstændigheder bærer Jyske Lov stærkt præg af kanonisk lov, og fortalen er endda blevet betegnet som fri gengivelse af Johannes Gratians (død før 1179) dekret (Concordantia discordantium canonum fra mellem 1140 og 1151).

Af andre lovtekster kan bl.a. nævnes Vederloven og gildeskråer. Vederloven (eller hirdloven) var en strafferet for kongens hird. Loven menes at være opstået under Knud d. Store (d. 1035), som havde en særdeles stor hird (Tinglid). Hirden omfattede ikke kun kongsmænd, men også hærmænd, altså stormænd, der boede på deres egen gård. Hvorvidt hirdloven fra 1182 virkelig kan tilbageføres til Knud d. Stores tid er imidlertid ubekræftet. Langt vigtigere end spørgsmålet om herkomsten er dog motivationen for nedskrivningen, nemlig ønsket om en strengere lov for hirden, der omkring 1200 tiltrak mange storbønder. Vederloven findes i tre udgaver: 1. en kort dansk tekst formentlig fra omkring 1182; 2. Svend Aggesøns latinske oversættelse og udvidelse af 1.); 3. Saxos parafrase i Gesta Danorums beretning om Knud den Store. (10. bog, kapitel 18)

Fælles for disse tekster er, at de var en mellemting mellem egentlige lovtekster og historiske beretninger. Vederloven var generelt strengere end landskabslovgivningen, da den beroede på germansk ret, hvor ikke vidnebevis men den formelle ret til at sværge var afgørende. Den ældste tekst kendte således jernbyrd i tilfælde af at kongen ikke kunne finde mededsmænd nok. Men allerede i selvsamme tekst kan man spore en opblødning, idet hug og sår under visse omstændigheder kunne bødes med penge. Nogle træk af Vederloven (bortjagelse med niddings navn, intern jurisdiktion) går igen i gildeskråerne.

Værnegilderne opstod i det 12. århundrede i Danmark, men fænomenet er antagelig ældre. Deres udbredelse faldt således sammen med de føromtalte bydannelser, hvilket jeg ikke ser som et tilfælde. Gilderne blev dannet med de formål at beskytte deres medlemmer, som på den tid oftest var handelsfolk, senere også håndværkere. Gildeskråer, altså gildernes interne lovgivning, er overleveret fra bl.a. Flensburg og Schleswig, men også fra Odense, Malmø og Store-Heddinge. Gilderne havde generelt en intern jurisdiktion, som gik ud på at medlemmerne hjalp hinanden. Kom et medlem i konflikt med en anden lov, var hjælpen dog oftest begrænset, ligesom gildeskråerne foruden udelukkelse stort set heller ikke nævner andre sanktioner. Alligevel var retsfølelsen indenfor gilderne stor, og gildebrødrene nød også respekt i samfundet, hvilket eksempelvis ses i Roskilde stadsret fra 1268, hvor en svoren gildebroder kan rense sig med tolv mands ed, mens almindelige borgere skal rense sig ved to eller tre tylvtered.

3. Byerne og deres stadsretter

Overordnet kan man skelne stadsretterne i en slesvigsk linie østpå og en lybsk linie vestpå, hvor udviklingen gik fra syd mod nord.

3.1. Slesvig/Horsens

Slesvig hører sammen med Roskilde til de ældste danske byer. Allerede i 804 nævnes Sliasthorp, og i 9. og 10. århundrede Sleasvic og Hedeby, hvilke en række forskere mener er to betegnelser for det samme sted, som oprindelig lå på Sliens sydlige bred. I 1050 - efter gentagne ødelæggelser af Hedeby - oprettes byen på Sliens nordlige bred, hvor der oprettes en basilika af granit.

Mellem 1200 og 1202 formodes Slesvig at have fået stadsretten af Valdemar Sejr, som har været hertug i Sønderjylland siden 1187, og konge mellem 1202-1241. Slesvig stadsret indeholder dog sandsynligvis også ældre privilegier, der går tilbage til Svend Grathe. Denne stadsret kendes faktisk kun fra en afskrift fra 1317, hvor loven er blevet overført fra Horsens til Ebeltoft.

Stadsretten omfatter 91 paragraffer. Den overleverede afskrift fra Horsens afspejler i store træk Slesvigs originale lov, hvilket bl.a. fremgår af bestemmelser, hvorefter Horsens’ borgere skulle have fiskerettigheder i Slien. Ret mange forandringer kan borgerne i Horsens ikke have foretaget, hvilket en sammenligning med Flensborgs udgave kan bevise. Øvrige kendetegn for stadsretten er udførlige skat- og toldbestemmelser, samt en række paragraffer vedr. skibsfart.

3.2 Aabenraa

Man formoder, at Aabenraa har fået købstadsprivilegier, mens Valdemar Sejr var konge, dog har man ikke fundet belæg for det. 1232 gav Valdemar Sejr imidlertid Sønderjylland som len til hans søn Abel. Broderstridigheder mellem Abel og Erik Plovpenning førte bl.a. til afbrænding af Aabenraa i 1247.

Efter Abels død faldt Aabenraa under Christoffer 1s magt. 1257 udstedte Christoffer I. i et brev toldfrihed for munkene fra Løgum kloster i Aabenraa. I dette brev er byen første gang nævnt med købstadsprivilegier. Efter Christoffers død i 1259 pantsatte formynderregeringen Aabenraa til bisp Niels af Slesvig, som dog også døede få år efter. Aabenraa skiftede herefter flere gang mellem kongen og hertugen, men 1330, i et forlig mellem grev Gerhard og Christoffer 2., blev Valdemar 3. tvunget til at nedlægge kongekronen og blev hertug af Sønderjylland. Det er denne Valdemar, der 1335 giver Aabenraa Skrå.

Stadsretten for Aabenraa, også kaldet Aabenraa Skrå, er en stadfæstelse af ældre vedtægter, således som de var på Kong Valdemars 2. tid. Skråen er skrevet i byen og som nævnt stadfæstet 1335 af hertug Valdemark 3. Skråens vedtægter skulle tjene i forhold, som vedrørte bylivet og ikke var dækket via Jyske Lov. Foruden skråen findes der også en ”Apenradener Stadtrecht” på plattysk, som er en tillempet udgave af Flensborg stadsret. Skønt denne udgave er skrevet i 1284, tyder meget på, at den i Aabenraa først blev taget i brug i 1514 som supplement til skråen.

Aabenraa Skrå omfatter 53 paragraffer og kendetegnes bl.a. ved at være den eneste stadsret, der meget klart afgrænser byfredens territorie geografisk. Inspiration fra Jydske Lov ses bl.a. i bestemmelserne omkring de 8 sandemænd, som kan sammenlignes med nævninger.

I § 18 og § 24 bliver “kongens foged” nævnt. Eftersom Valdemar 3s titel i 1335 var hertug, kunne denne henvisning godt pege på, at skråen er blevet skrevet en del år inden dens stadfæstelse. Ligeledes omtales i §31 en “herre biskop”, som var berettiget til 2 kobberpenninge for hvert madskab. Denne paragraf menes at gå tilbage til byens pantsatningen til biskop Niels i 1259.

3.3. Lybsk stadsret: Tønder og Ribe

Den lybske stadsret finder man i Tønder (stadfæstet i 1243) samt i de fleste holstenske byer. I Tønders tilfælde var stadsretten blevet anbefalet af den tyskfødte franciskanermunk Reinhard med hertug Abels samtykke. Desværre ser denne stadsret ikke ud til at være oversat til dansk.

Ribe er endnu et eksempel på en by, der er vokset over tid. Byens første kirke er blevet grundlagt allerede i 860 af St. Ansgar. 1247 får byen i ligehed med Aabenraa delagtighed i stridigheder mellem Abel og kong Erik. Stadsretten fra 1269 er affattet af borgerne selv og forelagt kong Erik Klipping.

Riberretten har den lybske stadsret som kilde, men bygger også på Jyske Lov og tidligere privilegier. Faktisk er det kun få paragraffer fra den lybske ret, der er blevet overtaget ordret. Riberretten er kendt som den strengeste stadsret, bl.a. pga. dens talionsprincip. (Dvs. øje for øje) Eksempler på talionsprincippet finder man i paragrafferne 5, 9 og 15.

[5] Naar nogen saarer anden Mand med dødbringende Vaaben og bliver overbevist derom med 8 gode Mænd, der har Bopæl i Staden, er det Ret, at hans Haand afhugges, […]

[9] Naar nogen med Overlæg slaar anden Mand med Stok, skal han, hvis den slagne undslipper Døden, miste sin Haand; men hvis den slagne dør deraf, skal han, som slog ham, have sit Liv forbrudt. […]

[15] Naar nogen drager sit Sværd eller sin Dolk af Skeden for at saare anden Mand, eller ryster ham voldsomt, skal han, hvis han bliver overbevist om dette med to gode Mænd, der har deres Bopæl i Staden, betale den skadelidte 3 Mark Penge, Fogeden 3 Mark og Staden 3 Mark. Men den, som har villet saare anden Mand med Dolk, hans Haand skal gennembores med Dolken.

Ribberretten omfatter 60 paragraffer, iblandt hvilke der næsten ingen bestemmelser omkring skatteforhold findes. Til gengæld er der en række paragraffer omkring lån- og lejeforhold, og Riberretten giver os indblik i rådmændenes valg og konstituering.

3.4. Ligheder og forskelle

Voldtægt nævnes som noget af det første i både Riberretten (§ 3), Horsens/Slesvig stadsret (§§ 2,12) og i øvrigt også Roskilde stadsret (§ 2). Aabenraa henviser til Jydske Lov, hvor man finder de tilsvarende paragraffer i 2. bog. I Ribe og Roskilde straffes voldtægt med dødsstraf, i Horsens skal der betales bøde på 40 mark til kongen og 40 mark til kvindens værge. Jydske Lov straffer med fredløshed.

Fælles for alle stadsretter er også den hårde hånd mod tyveri. F.eks. hedder det i slesvigsk ret: ”§ 17 Hvis et Tyveris Størrelse berettiger dertil, kan en tyv, der bundet er ført til Tinge, hænges uden Dom.” Tager man i betragtning af kvinder i middelalderen blev betragtet som mænds ejendom, forklarer det måske de foregående paragraffers vigtighed.

Sammenfald er der ligeledes i reglerne for danefæ (arvegods fra person uden efterkommere) i Aabenraa (§ 29) og Roskilde (§ 11), mens der desangående intet er nævnt i Slesvig eller Ribe.

Klammeri mellem kvinder bliver straffet med at sende kvinderne med en sten om halsen gennem byens gader i både Ribe (§ 14) og Aabenraa (§ 34).

Bedrageri med forskellige skæppemål er nævnt både i Ribe (§ 20) og Aabenraa (§§ 44,45), dog med forskellige bødestørrelser. Interessant er her tillægget i Ribe om handelsfolk, der opererer med to forskellige skæppemål for hhv. salg og køb: ”§ 20 […] Men hvis nogen har to af dem, nemlig et større, med hvilket han modtager, og et mindre, med hvilket han maaler ud, skal han, hvis han bliver paagrebet med dem, dømmes som Tyv.”

Ligeledes interessant er § 57 i Riberretten vedr. regulering byplanlægning mht. lugtgener: ”Naar nogen vil bygge en Svinesti eller en Hemmelighed, er det ham ikke tilladt at bygge nærmere Gaden end i 5 Fods Afstand, eller nærmere sin Nabo end i 3 Fods Afstand, eller nærmere Kirkegaarden end 7 Fods Afstand eller 5 Fods, hvis det er nødvendigt.”

Afsluttende kan man sige, at stadsretterne nok er forskellige på en række punkter, men ikke desto mindre har en del fællestræk. Det skyldes bl.a. at en by, der skulle have stadsret, gerne afskrev en allerede stadfæstet lov, for at få den godkendt hurtigt. Naturligt nok indeholder stadsretterne først og fremmest de bestemmelser, som landskabslovene ikke tog højde for. Men på trods af byernes opblomstring - og dermed stadsretternes indførelse - gjaldt landskabslovene og sædvaneretten stadigvæk. Ikke mindst for de 95% af befolkningen, der på det tidspunkt stadig levede på landet.

4. Litteratur

5.1. Kildetekster:

• Jydske Lov på moderne dansk.Tekst og ordforklaring ved Ole Fenger og Chr. R. Jansen, 1991
• Lex Civitas Horsnes. Skaffet via Horsens Museum, Anders Horsbøl Nielsen
• Ribe Stadsret.I Danmarks Riges Breve, 2:2 nr. 145
• Aabenraa Skraa.I Danmarks Riges Breve, 2:11 nr.215
• Kong Abels forordning og stadsretterne for København og Roskilde. I Valdemar Sejrs sønner og den store ærkebispestrid. I oversættelse ved Jørgen Olrik, 1906-08 (se nedenunder)
• Vederloven.I Krøniker fra Valdemarstiden. Oversatte af Jørgen Olrik, 1900-1901 (se nedenunder)

5.2 Sekundærlitteratur

• Carelli, Peter: En kapitalistisk anda: kulturelle förändringer i 1100-talets Danmark, (Lund studies in medieval archeology, 26) Stockholm 2001
• Christensen, Aksel E.: Ret og Magt i dansk middelalder, Gyldendal 1978.
• Jørgensen, Poul Johs.: Dansk retshistorie, 5. oplag, G.E.C. Gads Forlag, 1971.
• Liebgott, Niels-Knud: Danmark i middelalderen, Sesam 1998.
• Olrik, Jørgen (ovs.): Krøniker fra Valdemarstiden, København 1900.
• Olrik, Jørgen (ovs.): Valdemar Sejrs sønner og den store ærkebispestrid, København 1906-08.

Andreas Ott