Middelalderens konger (10): Knud III

Aldrig konge over Danmark

Året er 1146, og der er optrak til ballade omkring den danske trone. Kong Erik Lam har trukket sig tilbage til et roligt klosterliv, og stormændene skal vælge hans efterfølger. Jyderne er ikke i tvivl. De vil have den fredelige Kong Niels’ sønnesøn Knud. Knud er søn af Magnus den stærke og den polske herugdatter Richiza. Det er efter hans far, at man til tider kalder ham Knud Magnusen.

Men sjællænderne er ikke lige så begejstrede for Knud som jyderne. Grunden ligger i, at det var Knuds far, der myrdede Knud Lavard i 1131. Så derfor vælger de at sætte Svend Grathe, der som bekendt er søn af Erik Emune, på tronen. Det eneste danskerne får ud af de valg er såmænd en blodig borgerkrig mellem de to konger. Det er Knud, der begynder det hele. Kort efter kongevalgene går han med sin hær i land på Sjælland. Men han bliver slået af Svend ved Slangerup. Det sker i åaret 1147. Efter dette nederlag bliver der efter tilskyndelse af ærkebiskop Eskil, der egentlig om end noget modvilligt står på Svends side. For at styrke samarbejdet og forhåbentlig også venskabet mellem de to konger, får ærke-bisopen dem til at arrangere et fælles korstog mod venderne. Måske burde Eskil have vidst bedre. De to konger kan eller vil ikke samarbejde, og man må opgive korstoget, og kongerne går tilbage til at bekæmpe hinanden.

Knud har indsat en hertug i Sønderjylland, men Svend får held til at indsætte Knud Lavards unge søn Valdemar (senere den Store), der fortrænger Knuds hertug. Det er Knud selvfølgelig ikke glad for, så i 1150 forsøger han atter at indtage Sjælland, men denne gang må han lide nederlag ved Høje Taastrup, og han må flygte fra Danmark.

I nogen tid flakker han om i Sverige, Polen og Sachsen, og det lykkes ham at skabe nogle gode forbindelser. Han får overtalt ærkebiskopen af Hamburg-Bremen til at hjælpe. Til gengæld vil ærkebiskopen få overherre-dømme over den danske kirke, som ærkebispesædet mistede tilbage i starten af 1100-tallet. Det er i året 1151, han vender tilbage for at generobre sit jyske rige. Med sig har han en stor saksisk hær. Svend og Valdemar, der er gået op gennem Slesvig, og møder Knud ved Viborg, hvor Knud igen må se sig slået. Knud flyger igen til Sverige og senere til Nordtyskland, hvor han søger tilflugt hos den tysk-romerske kejser Friedrich Barbarossa. Den tysk-romerske kejser kan godt se, at alle de her stridigheder i Danmark ikke fører til noget, så han indkalder de to konger til en rigsdag i Merseburg i året 1152. Kejseren giver Danmark som len til Svend, der så til gengæld skulle give Knud Sjælland som len. Valdemar skulle til gengæld sørge for at de to konger overholdt aftalen. De tager alle tre til Danmark med løfter om at overholde aftalen, men Svend har ikke i sinde at overholde sin del. Knud, der allerede havde måtte tage til takke med Sjælland, blev spist af med nogle spredte forleninger i Jylland, Sjælland og Skåne. Men i året 1153 sker der noget, der skal vende rundt på hele situationen. Hvideslægten med Valdemark i spidsen, der ellers havde taget Svends parti, går over til Knud. Knud, der godt kan se, at Hivderne og Valdemar er værd at holde på, får ordnet en trolovelse mellem hans kun 13-årige søster Sofie og Valdemar. Det unge par bliver gift 4 år efter. Knud får sig endnu en stærk allieret, da han drager til Sverige med Valdemar. Den svenske kong Sverker er Svends fjende, og Knud taler godt for sin sag og gifter sig med Kongens datter, og bliver derved den svenske konges svigersøn. Samarbejdet mellem Knud og Valdemar går rigtig godt, og i året 1154 trodser de Svends og lader sig hylde som konger i Viborg. Svend må se sine støtter tabt. Hviderne, som han ellers havde regnet med, har ikke i sinde at hjælpe ham. Han har trådt dem over tæerne en gang for meget. Svend må tage flugten til Tyskland for at finde nye støtter.

Knud og Valdemar regerer sammen de næste tre år uden de store uroligheder. Men i 1157 har Svend fået samlet en hær og går ind i Danmark. Men på Lolland lykkes det rent faktisk for de tre konger at sætte sig ned og tale tingene igennem. De bliver enige om en deling af landet. Det er Svend og Valdemar, der er de stærke, og Knud må tage til takke med Fyn og Sjælland, mens Valdemar får Jylland og Svend løber af med Skåne. Men det er et forsøg på at skabe en tiltrængt fred i Danmark. Aftalen skal bekræftes, og Knud får lov til at holde gilde i den forbindelse på kongsgård i Roskilde senere på samme år.

Knud aner ikke, at den 9. august 1157 skal blive hans møde med skæbnen. Efter tre dage med fest og god mad slutter det hele dramatisk. Svends mænd overfalder Knud og Valdemar. Valdemar bliver hårdt såret, men flygter fra blodgildet og kommer til Jylland. Knud er ikke så heldig. Han dør i armene på Absalon, der til at begynde med tror, at det er Valdemar. Da han opdager sin fejl, flygter han også fra festen.

Knud efterlader sig ikke noget stort minde i Danmarkshistorien. Mordet på ham i Roskilde er nok den eneste grund til, at han overhovedet er værd at nævne. Han var aldrig konge over et samlet Danmark, som Svend var og Valdemar blev. I sit ægteskab med den svenske prinsesse var der ingen børn, men han havde en del børn med forskellige friller. En af disse er Valdemar, der var biskop i Slesvig. En anden er datteren Jutta, der gifter sig med den saksiske hertug Bernhard af Askanien. Datteren Hildegard gifter sig med fyrst Jaromar af Rügen, mens datteren Ingegerd giftede sig med den pommerske hertug Kasimir 2.

Knud dør før Danmark kan se en ende på den borgerkrig, der har stået på i så mange år. Afgørelsen skal snart stå på Grathe Hede, men med Knud slutter den del af slægtens chancer på tronen. Danmark vil snart få en konge, og vi vil huske Knud i forbindelse med Svend Grathe og Valdemar den Store.

Helle Holm Hansen