Middelalderens konger (9): Svend Grathe

Ufredens konge

Vi skriver år 1146. Stormændene har for alvor fået problemer. Erik Lam er blevet tilpas træt af det hele, har taget konsekvensen af det, og er gået i kloster. Desuden er han heller ikke helt rask. Danmark står uden konge, og denne gang er der ikke så få unge mænd, der har baggrunden i orden til at blive konge af Danmark.

Den ene er Knud Magnusen, der er sønnesøn af Kong Niels, der blev dræbt i Slesvig. Den anden er Svend, der er søn af Kong Erik Emune, der også blev dræbt, og har vært meget ivrig i sjællændernes kamp for at hævne Knud Lavard, der blev dræbt af Knud Magnusens far - Magnus. Sjællænderne kunne aldrig drømme om at lade en slægtning til Knud Lavard’s morder blive konge, - så de vælger, på opfordring af ærkebiskop Eskild, Svend. Jyderne har ikke de samme følelser overfor Knud Lavard, og udnævner Knud Magnusen som deres konge.

I starten går det godt for Svend. Han har den mægtige Hvide-slægts støtte, og dermed også den unge Valdemars (senere den store). Og det er ikke nogle dumme kort at have på hånden. Hviderne sidder på det meste af Sjælland, og Valdemar er søn af Knud Lavard selv.

Nu kunne man som menig mand håbe, at dét var dét, - og at de to konger ville passe sig selv og holde fred, men sådan bliver det ikke. De to konger fortsætter den kamp, der var mellem deres fædre, og kort efter kongevalgene udbryder der åben krig mellem dem. Knuds hær angriber Sjælland, men bliver slået stort ved Slangerup i Nordsjælland. ærkebiskoppen kan godt se, at det her kommer der ikke noget godt ud af, så i et forsøg på at skabe fred mellem de to kamphaner, overtaler han dem til at starte et korstog mod de Vendiske abodritter. Korstoget bliver mildt sagt en fiasko. De to konger har så meget imod hinanden, at de ikke kan finde ud af at arbejde sammen. Korstoget bliver opgivet, og ærkebiskop Eskild skifter side til fordel for Knud. Det vil Svend naturligvis ikke finde sig i og tager ham til fange. Eskild slippes dog snart fri, og han finder det passende, at tage på besøg hos sin døende ven Bernard af Clairvaux.

I året 1148 indsætter Svend Valdemar som hertug af Slesvig, som protest mod den mand, der var blevet indsat af Knud. Valdemar klarer sig godt og får den anden vippet af pinden. Knud bliver så utilfreds, at han i året 1150 igen angriber Sjælland. Svend løber igen af med sejren, denne gang ved Tåstrup, - og nu har den unge konge fået blod på tanden. Han og Valdemar går fra Slesvig op gennem Jylland og sejrer afgørende over Knud i et slag ved Viborg.Knud tager flugten til Sverige og senere til Nordtyskland.

Det er i året 1152, at tyskerne får en ny kejser, nemlig Friederich Barbarossa, oghan har ikke i sinde at lade de to danske konger strides på den måde. Han indkalder dem begge til rigsdag i Merseburg, så der kan komme orden i sagerne. Både Svend og Knud møder op. Den tysk-romerske kejser er med Svend denne dag. Svend må forny lenseden til kejseren, der sidst blev aflagt af Magnus i 1134. Til gengæld kan Svend kalde sig konge over Danmark. Knud får som plaster på såret Sjælland som len, - og Valdemar, der er garant for at aftalen bliver overholdt, får lovning på et hertugdømme i Danmark. Dette hertugdømme bliver Slesvig, der også var hans fars len.

Kong Svend rejser hjem til Danmark og gifter sig samme år med markgreven af Meissen, Konrad af Wettins datter Adela.

Kong Svend overholder dog langtfra sin del af aftalen. Knud får kun den nordlige del af århus stift, seks sjællandske og seks skånske herreder, og ikke hele Sjælland, som han var blevet lovet. Kong Svend er begyndt at blive høj i hatten og anlægger en tysk stil, da den danske ikke er fin nok til ham. Han støder folk fra sig på sin fremfærd, og blandt disse er Hviderne og Valdemar. Han forsøger sig med et angreb på den svenske Kong Sverker, men det mislykkes, og kort efter må Svend nedkæmpe et oprør i Skåne.

I året 1154 tager Skjalm Hvides sønner og Valdemar omsider Knuds parti. Kong Svends omdømme hænger i en tynd tråd, - de fleste af vigtige støtter har skiftet side. Og for at gøre det hele værre, så hærger Venderne igen de danske kyster. Knud forstår at spille sine kort og får en forlovelse i stand mellem Valdemar og sin egen halvsøster Sofie, - og da Eskild vender tilbage til Danmark, får Knud ham med over på sin side. Oven i alt dette lader Knud og Valdemar sig hylde som konger i Viborg. Svend forsøger at rejse en styrke for at sætte en stopper for dem, men opdager, at Hviderne ikke har i sinde at komme ham til hjælp. Kong Svend flygter sydpå for at skaffe hjælp hos sin svigerfar Konrad af Meissen. I de næste år opholder han sig i Tyskland og nøjes med at konspirere mod Danmark. Knud og Valdemar styrer landet ganske godt, og med ærkebispens velsignelse og godkendelse. Urolighederne i landet har fået pave Eugenius III til at rynke panden. Han beslutter at sende den engelsk-fødte kardinal Nicholas Breakspeare op for at se på sagerne. I 1152-53 opretter kardinalen et uafhængigt ærkebispedømme i Nidaros (senere Trondheim), hvorunder Island, Grønland, Færøenre, Orkneyøerne og Hebriderne hører. Han vælger dog med de to andre nordiske til situationen er lidt mere afklaret. Den selvsamme kardinal vælges ved sin hjemkomst i 1154 til pave under navnet Hadrian IV. I 1164 bliver et bispesæde i Uppsala en realitet. I Tyskland lykkes det omsider Svend at få overtalt den magtfulde hertug Heinrich der Löwe af Sachsen og ærkebiskop Hartwig af Hamburg-Bremen til at tilbageerobre Danmark.

Det er i vinteren 1156-57, at Svend drager med sin hær ind i Slesvig og derfra til Fyn og videre til Lolland.

Her lykkes det omsider at få de tre kamphaner til at sætte sig ned og indgå et forlig.

Det bliver ganske vist et forlig, der vender op og ned på alt, men det er da et forsøg på fred. Det bestemmes at Valdemar skal være konge over Jylland, Knud over Fyn og Sjælland, mens Svend kan få Skåne. Aftalen skal bekræftes under et gæstebud i Roskilde i august 1157 med Knud som vært. Alle tre konger møder op til dette skæbnesvangre gæstebud, der vil gå over i historien, som Blodgildet i Roskilde. Man indtager store mængder mad og drikke i tre dage, før festen får en brat og dramatisk afslutning. Det er den 9. august 1157, og aftalerne skal besegles, da Svends mænd ved aftenstide overfalder de to medkonger. Valdemar bliver såret i låret, før han med nød og næppe slipper væk i ly af mørket. Knud er ikke så heldig.

Hans hoved bliver kløvet, og han dør i armene på Asser Riigs søn Absalon, der dog også når væk fra de dramatiske begivenheder. Valdemar slipper til Fjenneslev og videre til Jylland med Guds hjælp.

Svend må sande, at det ikke var godt, at Valdemar slap fra Roskilde. Valdemar når til Viborg, hvor han rejser en hær mod Svend med forræderi som begrundelse. Samtidig gifter han sig med den afdøde konges søster, Sofie. Snart har Svend også fået samlet sig en hær og står snart i Jylland. Det er den 23. oktober 1157 på Grathe Hede syd for Viborg at de to konger mødes i et stort slag. Valdemars fodfolk klarer at rive Svends rytteri op og hugge størstedelen af hans hær ned. Svend ser sit nederlag og flygter fra kampen. Men heldet er ikke med ham. Han bliver genkendt af nogle bønder, som dræber ham.

Således dør den konge af Danmark, der lige fra begyndelsen af sin regeringstid havde fjender og skabte ufred. Den mand, der startede som en stor mand med gode bedrifter bag sig, døde som en af historiens forhadte konger….dræbt som så mange andre før ham. Han efterlader sig kun en frilledatter, der befinder sig nær Roskilde, og ingen sønner der kan kræve tronen efter ham. Det tabte slag giver ham tilnavnet Grathe.

11 års borgerkrig er ovre. Svend ligger død ved Grathe Hede, Knud blev dræbt i Roskilde, og Valdemar er klar til at sætte kronen på sit hoved, og kalde sig Konge af Danmark.

Helle Holm Hansen