Strudhætten

Få beklædningsgenstande er så tidstypiske for middelalderen som strudhætten. Med sikkerhed fra omkring 1200 - måske endda før - brugte både kvinder og mænd, bønder og borgere strudhætten som hovedbeklædning. I starten havde den populære hovedbeklædning dog endnu ikke en strud, men blev brugt som kombineret hætte og krave. I tidens løb voksede struden fra kun få cm til en meter og mere. Niels-Knud Liebgott betegner struden i sin bog “Danmark i Middelalderen” som modefænomen uden egentlig betydning. Mens det sikkert er korrekt for den lille strud, tager Liebgott tilsyneladende ikke højde for, at den lange strud kunne bruges som halstørklæde.

Men som det også i dag er tilfældet med moden, skifter den konstant. Hvad der var in for få år siden, er i dag yt - indtil fænomenet måske bliver genoplivet (var der nogen, der sagde trompetbukser?)

I strudhættens tilfælde kan man fristes til at tro, at det til tider ligefrem gjaldt om at have den længste strud. I hvert fald forbød Islands bisp 1359 sine præster og degne at gå med hætter, hvis strud var længere en én alen, hvilket svarer til omkring 65 cm.

Senere må moden dog have skiftet og de lange strude må have virket latterlige. I en sen folkevise om dronning Margrethe I. håner hun Albrecht af Mecklenburg:

27 “I haver svoret en kongelig ed,
I skulle eder hætte ikke bære,
før I havde vundet al Danmark,
de svenske til stor ære.

28 Den kongelige ed, som I haver svoret,
den skal I ikke bryde.
I skulle gæste på hvert det slot,
vi haver udi Danmarks rige.”

29 Så tog hun femten alen vadmel,
hun lod ham skære en hætte:
“I sender eder kærest den til Meckelborg,
lader hende struden tilsætte!”
(DgF 159B)

Blot fordi moden skiftede, forsvandt strudhætten dog ikke ud af tøjkisten. I stedet fandt man på en anden måde at bære den på. I løbet af 1400-tallet blev strudhætten - båret på almindelig vis - kun brugt i sorg. Til gengæld var blev den båret på følgende vis

• Hovedudskæringen smøges et par gange om,
• hætten sættes på hovedet med kraven foran,
• kraven løftes op og lægges bagover, lidt mod højre;
• selve struden lader man hænge over venstre skulder, mens man draperer kravestykket løst bag højre skulder.

Herfra udviklede man en strudhættesnit, der var beregnet til denne alternative bæremåde, og endelig resulterede i chaperon-huen.

Litteratur:
Danmark i Middelalderen, af Niels-Knud Liebgott, Sesam 1998